Ansigtsbogen

Ja, jeg indrømmer det... Jeg er også på det der facebook, og jeg må sige, at jeg er blevet fanget ind i dens tossede verden af quizzer (jeg eeelsker quizzer), spil og tosserier. Og man kan lave tests en masse; igen en af mine favoritoverspringshandlinger. Og så kan man jo også snakke med venner og bekendte og battle dem i sten, saks og papir. Og man kan få kontakt til folk, man ikke har snakket med i årevis. Det er sket i flere tilfælde for mit vedkommende. Sidst er det sket med en ex-kæreste. Faktisk den første af de rigtig alvorlige og bruddet med ham var rædsomt svært at komme igennem. Det endte ikke særlig kønt. Fra at have været de bedste venner i verden, endte vi med ikke at snakke med hinanden. Vi hilste ikke engang når vi mødte hinanden, hvilket skete ret ofte, da vi en overgang læste på samme institut på universitetet. Faktisk kan jeg den dag i dag ikke rigtig forklare, hvordan eller hvorfor det endte sådan. I august 2003 så jeg ham i toget lige inden jeg skulle af. Jeg havde besøgt en veninde i Aalborg, hvor han også er fra, og da jeg var på vej op til bussen, kom han pludselig op på siden af mig og sagde hej. Vi snakkede lidt sammen om løst og fast. Hvad vi lavede, hvor vi havde været, hvordan det gik etc. Og det var det... Jeg var stoppet på uni og startet på lærerseminariet og siden da har vi hverken set eller snakket sammen. Men nu er han altså dukket op på facebook, og vi har sendt en lille hvad-har-du-så-bedrevet-siden-sidst mail til hinanden. Han er færdiguddannet, laver musik og har en kæreste og virker på alle måder glad og tilfreds med sit liv... ligesom mig. Det er fint at høre, at han har det godt, og jeg er faktisk glad for, at vi nu deler lidt om vores liv med hinanden omend det nok er en anelse uventet. Men jeg vil da meget hellere huske ham med glæde end med vrede.