Så er det i dag 6 år siden min mor døde... og heldigvis påvirker det mig mindre og mindre med tiden, men jeg tænker stadig meget over det hele dagen. Tænker på, hvordan hun lå der i sin sygehusbeklædning med slanger alle vegne og med en respirator, der trak vejret for hende alt for voldsomt og højlydt.
Jeg tænker på, hvordan vi allesammen sad rundt om hendes seng og var helt stille. Og hun lignede bare en, der sov lidt. Hun lignede bestemt ikke en, der var ved at dø.
Jeg bliver 30 i år og på mange måder er jeg jo voksen og færdigudklækket på alle måder. Jeg behøver jo ikke som sådan en mor til at klare mig, men jeg ville sådan ønske, at hun stadig var der i mit liv til at snakke med og give råd og lytte og alt det der...
Og jeg ved, at hvis hun vidste, hvordan det har påvirket vores familie, at hun døde, så ville hun blive så ked af det. Hun ville hade, at jeg ikke har snakket med mine brødre siden april, hvor jeg blev gift, men sådan er det blevet... Vi ses næsten ikke, og vi snakker endnu mindre sammen. Gad vide om det nogen sinde ændrer sig?
2 kommentarer:
Bare lige en kærlig tanke fra mig til dig. Og til din mor! Forstår det jo slet ikke, Christina. Havde forleden en snak med min mor om det med at hun jo nok en dag skal dø (og jeg tudede jo som sædvanlig, fordi jeg ikke kan forestille mig hvordan jeg overhovedet kan trække vejret hvis hun ikke er her)...men det var en god snak, du ved. Æh. Ja. Nåhm, ved ikke lige hvorfor jeg fortæller dig det - nok fordi jeg synes det er så vildt at du kan skrive dette indlæg og være så sej samtidig. Knus til dig.
Du er så sød, Marie. Du må ALDRIG lave en hemmelig blog, så jeg ikke kan finde dig!!
Send en kommentar