fredag den 30. oktober 2009

HVORFOR??????

Vi har nu fået svar fra sygehuset. Fosteret har trisomi. Det vil sige, at det har en medfødt sygdom, der skyldes en kromosomfejl. Fosteret vil formodentligt ikke overleve graviditeten, og hvis det gør, vil det kun leve ganske få timer eller dage efter fødslen. Derfor skal jeg have foretaget en abort på mandag. Så vidt jeg kan forstå, skal jeg ud i en medicinsk abort med en udskrabning. Det lader til at være noget med nogle piller, en masse smerte, veer, blod og en indlæggelse på sygehuset. Alt i alt lyder det virkelig ikke som noget, jeg har lyst til. Jeg har dog endnu mindre lyst til at føde et dødfødt barn eller føde nogen, der så dør kort tid efter, så sådan her må det altså være.
Jeg er forfærdelig ked af det, og jeg synes, det er helt uoverskueligt, men på den anden side er det en lettelse nu at vide, hvad der er galt. Nu ved vi, hvad vi skal forholde os til, og så må vi bare komme igennem det her og tænke fremad.
Jeg har en stærk mistanke om, at nogen sidder et eller andet sted og prøver mig af. Hvor meget kan jeg egentlig holde til? Men jeg er en sej nyser. Jeg bliver bare stærkere for hver gang, og heldigvis har jeg denne gang min fantastiske mand til at hjælpe mig igennem.... men lige nu synes jeg virkelig, at livet er uretfærdigt... og jeg får nok svært ved at kigge på babyer i et stykke tid.

3 kommentarer:

Charlotte sagde ...

Livet er f.... ikke retfærdigt! Gør mig forfærdelig ked af det på jeres vegne.

Kærlige tanker til dig
Charlotte

Marie sagde ...

Sødeste Christina. Det gør mig så ondt. Det var jo ikke sådan det skulle være. Jeg er virkelig så ked af det på jeres vegne. Det ER uretfærdigt - men jeg tror på at du er sej. Du skal nok klare at komme igennem dette. Godt du har din Thomas. Mange knus og tanker til dig, fra Marie

Anonym sagde ...

Hej Christina.
Har ikke fulgt meget med herinde, men lidt er det da blevet til.
Vil bare sige hvor forfærdeligt ked af det jeg er på jeres vegne! Kan slet ikke forestille mig hvor forfærdeligt det må være.
Jeg håber virkelig for jer at I kan støtte hinanden og har noget familie at støtte jer til. Og at I får modet til at prøve igen.

Kærligst
- Mette