I dag fortalte en af vores gode venner, at han skal være far til juni, og det er jo dejligt. Min veninde igennem de sidste 14 år er også gravid. Hun er 2 uger længere henne, end jeg ville have været på nuværende tidspunkt. Hun fortalte forleden om, at de havde været til 2. scannning, og at det havde været ret fantastisk at se det lille barn, som det jo efterhånden er. Hun fortalte, at hun var begyndt at bule ud, og at hun en gang imellem kunne mærke barnet bevæge sig. Og jeg er virkelig glad for at høre om det, men samtidig gør det også meget ondt. For det kunne jo have været mig. Vi skulle have været til 2. scanning på min fødselsdag, og jeg skulle nu være begyndt at vokse ud af mit tøj og være tyk og lykkelig. Det lader til, at alle andre åbenbart godt kan blive gravide og få børn, der tilsyneladende er raske og uden vanvittige genmutationer. På en eller anden måde føler jeg mig enormt alene, selvom jeg godt ved, at det ikke er tilfældet. Det er rigtig mange mennesker, der har fortalt mig, at de (eller nogen tæt på dem) også har været igennem en abort, og jeg ved godt, at det sker for mange, men det ændrer bare ikke på, at det jo også skete for mig, og at jeg nu ikke er det mindste gravid... Jeg er sikker på, at jeg nok skal blive det igen, men jeg har lidt svært ved at overskue de første 3 måneders angst, inden jeg finder ud af, om fosteret har kromosonfejl igen.
Nå... den tid, den sorg... eller glæde....
3 kommentarer:
Kan sagtens sætte mig ind i hvordan du har det. Også selvom jeg ikke har været gennem en abort. Man kan også godt føle sig alene når alle omkring én er gravide/har børn om man ikke selv er/har det.
Men heldigvis gør det ikke ondt ret længe ad gangen... Og nu man skal huske på, at man kan få lov at drikke alkohol hele julen, og det har jeg da i den grad benyttet mig af. Se, der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget
Heheh præcis...jeg skal bare være stiv-O nytårsaften!! SKÅÅåååÅL!
Send en kommentar