Tudefjæs

Der er sket noget mærkeligt efter jeg har fået en kæreste: Jeg er blevet et værre tudefjæs. Jeg synes ikke, der skal ret meget til, så græder jeg. Fx. tuder jeg når jeg går i panik, og når jeg er nervøs, og når jeg ikke kan overskue ting og.... ja, selvfølgelig når jeg er ked af det. Men det mærkelige er bare, at jeg har været sådan en, der aldrig rigtig græd. Jeg kan virkelig ikke ret godt lide at græde. Jeg ved godt, at det i bund og grund hænger sammen med, at jeg ikke kan lide at vise, at jeg nogle gange er svag og ikke kan klare alting selv. Da min mor døde gik jeg i sorggruppe og til psykolog... dels fordi jeg var bange for, hvordan ville påvirke mig, hvis jeg ikke fik snakket med nogen om tabet, men lige så meget for at prøve at forstå, hvorfor jeg ikke kunne græde. Jeg følte, at der måtte være noget seriøst galt med mig når mit liv ikke gik i stykker og jeg kunne leve videre og ikke græd hele tiden. Men det gjorde jeg altså bare ikke... Til sidst opgav jeg at tvinge mig selv til sammenbrud. Måske, tænkte jeg, er jeg bare ikke sådan en der græder. Måske er jeg bare sådan en der overlever. Når alt kommer til alt, så var det jo sådan min mor var og som mor så datter, ikke?!
Men nu er det så som om, at dét, at jeg har fået en kæreste, som forstår mig og lytter og støtter og er der for mig gør, at der er blevet åbnet for sluserne. Kæresten siger, at han ikke synes jeg græder meget og, at det ikke gør spor... Men jeg kan ikke lide det!! Kan meget bedre lide at være stærke Christina, der kan klare det hele...... Men måske er det bare min krop der fortæller mig, at jeg har godt af at overlade mine bekymringer til andre en gang i mellem??